Fangst







Fangst


Fiskeri og jagt har været livsgrundlaget i Grønland, siden de første mennesker slog sig ned i de barske landskaber for flere tusinde år siden.


Fjeldørred

Det primære mål på fiskerejser med West Greenland Wildlife er fjeldørreden, der er udbredt i hele det arktiske område. Den arktiske fjeldørred er en rødding og bærer det latinske navn Salvelinus alpinus. I Grønland kaldes den eqaluk og på engelsk går den under navnet Arctic Char.


Den vilde fjeldørred overvintrer i søer og kommer ud på havet tidligt forår. I  sommermånederne stiger den fra havet op i elvene for at gyde og skifter hen over sæsonen sin sølvblanke farve ud med den karakteristiske gydedragt i smukke orange, røde og grønne farver.


Fjeldørreden i de grønlandske elve er en fantastisk fighter, langt stærkere end de ørreder, vi kender hjemmefra.  Så du kan godt glæde dig til sportsfiskeri i absolut verdensklasse!


Traditionelt ørredfiskeri

I Grønland udgør fjeldørreden en vigtig fødevarekilde. I perioden 15. juli - 15. august kan du fra fangstbopladsen ved vores camp opleve, hvordan fjeldørreder røges, saltes og tørres på traditionel vis, og være med når de fanges med ruser og net. I denne periode kan du også opleve det fascinerende syn af tusindvis af ørreder, som springer op i fossen for at forsætte deres rejse videre op i elvene.


Fiskeri fra båd

Vi tilbyder også fiskeri fra båd, hvor vi kan fange havkat, helleflynder, laks og torsk. Hvis vejrforholdene er til det, kan vi også fiske helleflynder med “lang-line”, en traditionel, grønlandsk fiskemetode, der stadig bruges til bæredygtig fiskeri.


Egen elv

West Greenland Wildlife har eksklusivret til en ørred-elv ved Polarcirklen. Vi rejser i små grupper og har hele området for os selv.


Foto: Mads Pihl, Visit Greenland